Tourette er meget mere end de tics, vi kan se og høre.
Når man lever med Tourette, kan man også opleve en række skjulte udfordringer, som hverken man selv eller mennesker omkring én nødvendigvis er opmærksomme på.
Det kan være udfordringer med koncentration, indlæring, impulser, følelser, sanser og sociale relationer.
Nogle udfordringer opdages tidligt i livet, mens andre først bliver tydelige senere. Hvis vi ikke opdager og forstår dem, kan de i nogle tilfælde udvikle sig til større problemer i hverdagen.
Hos Tourette Skolen ønsker vi at hjælpe dig med at opdage, forstå og lære at håndtere disse udfordringer.
Her finder du viden, forklaringer og eksempler, som kan hjælpe dig med at forstå både dig selv og andre bedre.
Uanset om du selv har Tourette, er forælder, pårørende eller arbejder med mennesker med Tourette, er målet at give dig en større forståelse af de udfordringer, der kan følge med.
For jo bedre vi forstår vores udfordringer, desto bedre muligheder har vi for at lære at leve med dem.
Opdag udfordringerne. Forstå dem. Lær at leve med dem.
Når et barn vokser op med Tourette, kan det opleve udfordringer, som det ikke selv er klar over er anderledes end det, andre oplever.
Tics og overstimulering kan eksempelvis påvirke barnets humør, energi og overskud og gøre hverdagen uforudsigelig.
Men barnet kender kun sin egen måde at opleve verden på og kan derfor tro, at alle andre har det på samme måde.
Derfor er det vores ansvar som voksne at være opmærksomme på de skjulte udfordringer, tale med barnet om dem og hjælpe det med at forstå, hvad det oplever.
For barnet ved ikke nødvendigvis, at noget er anderledes. Men som voksne har vi mulighed for at opdage det og hjælpe, før udfordringerne vokser sig større.
Jeg grundlage Tourette skolen for at hjælpe forældre med at forstå de problemer deres børn går med.
Som barn oplevede jeg mange udfordringer, i dag ved jeg det var på grund af Tourette og de 29 comorbid diagnoser som der følger med min Tourette, da jeg begyndte at fortælle min mor omkring de ting jeg lærte, i forhold til de comorbid diagnoser og hvordan det har været en udfordring for mig i min barndom, sagde hun “Gid jeg havde vidst det den gang, men jeg fik jo ikke noget at vide.”
Det at min mor sagde sådan gjorde mig bevidst om at andre også oplever det samme, og derfor har jeg grundlagt denne side Tourette skolen.
Så du kan lære at forstå, de udfordringer dit barn kan side med, som du intet aner om.
Da jeg begyndte at undersøge de mange samtidige diagnoser ved Tourette, havde jeg en samtale med en læge, som gav mig en aha-oplevelse.
Hun sagde, at man skulle se det sådan, at alle mennesker har alle diagnoser. Spørgsmålet var, hvor meget vi skulle presses, før diagnoserne kom til udtryk.
Den udtalelse fik mig til at tænke!
For det gik op for mig, at vi sagtens kan opleve nogle af de udfordringer, der forbindes med en diagnose, uden nødvendigvis at have selve diagnosen.
Vores udfordringer kan også ændre sig afhængigt af, hvor meget vi bliver belastet. Nogle bliver tydeligere under stress og pres, mens andre måske næsten ikke mærkes i perioder med mere ro.
Derfor har jeg valgt, at Tourette Skolen først og fremmest skal fokusere på de udfordringer, vi oplever, frem for de diagnoser, vi har fået.
Når vi lærer at genkende og forstå vores udfordringer, kan vi bedre finde måder at håndtere dem på. Og hvis der er behov for det, kan vi søge hjælp hos lægen og få undersøgt, om der ligger en diagnose bag.
For målet med Tourette Skolen er ikke at finde en diagnose på alt.
Mennesker med Tourette kan også have andre diagnoser og tilstande, som kan påvirke deres hverdag.
Disse kaldes komorbide eller samtidige diagnoser og kan blandt andet omfatte ADHD, OCD, angst og indlæringsforstyrrelser.
Men man behøver ikke nødvendigvis have en diagnose for at opleve nogle af de udfordringer, der forbindes med den.
Her kan du læse mere om de forskellige diagnoser og deres sammenhæng med Tourette gennem links til relevante foreninger og faglige artikler.
Formålet er at skabe større forståelse for de udfordringer, der kan følge med Tourette – også dem, vi ikke umiddelbart kan se.
Ønsker i sparing angående Tourette og dets indre udfordringer, så er jeg åben for samtaler.
Birkedalsvej 8, 4100 Ringsted
+45 51703531
info@janlihn.dk